Håndquiltning ser tidskrævende ud. Og det er det måske også, men sikkert ikke så meget, som du tror. Et håndquiltet tæppe er så smukt, og du har mulighed for at lave nogle mønstre som understøtter det syede helt fantastisk. I bund og grund kan du lave noget super simpelt og give det et helt nyt formsprog med dine syninger.
Ligesom med maskinquilt skal du begynde fra midten og bevæge dig ud mod hjørnerne.
Jeg er ikke ekspert i at håndquilte, men jeg har delt en video her, hvordan jeg gør.
Her er et par tips til at quilte i hånden.
Tråd
Det er godt at bruge tråd beregnet til at quilte. Quiltetråd er oftest "vokset", så det glider nemt og ikke laver knuder mv. Du skal igennem mange lag og du skal sy mange sting, så det er vigtigt, at tråden glider nemt og smertefrit.
Nogle bruger også lidt tykkere tråd såsom dmc-perletråd.
Når du bruger en kraftigere tråd, bliver det selvsagt mere tydeligt, så prøv dig frem hvilket udtryk du kan li'. Hvis det er et enkelt mønster, er det måske pænest med en tydelig tråd. Hvis du har et mere detaljeret mønster er det måske bedre med en knap så dominerende quiltetråd. Men prøv dig frem.
Brug en broderi-synål som matcher din trådstørrelse. Den må ikke være for stor, så den laver huller i tæppet. Mange mener størrelse 9 eller 10 er det bedste. Du kan købe lange japanske broderinåle lige her.
Værktøj
Nogle bruger quilteramme, som er vist længere oppe. Jeg synes personligt, det er nemmere uden, men det er en smagssag. Man behøver i alle tilfælde ikke fare ud og købe en.
Dine fingerspidser skal trykke nålen op gennem stoffet mange gange, så det kan anbefales at sætte en "læderlap" eller fingerbøl på fingeren.
Markering
Ligesom med maskinquiltning, kan du bruge en Hera Marker til at markere hvor dine syninger skal være.
Du kan også købe skabeloner og stencils, hvor du kan tegne op med kridt eller opløselig tusch, hvor du skal sy.
Gem tråden
Hvis du starter med syningen midt på stoffet, skal knuden gemmes. Det gør man mellem lagene. Lav en knude yderst på tråden, og stik ned KUN gennem det øverste lag og op igen, hvor dine quiltesting skal starte. Når knuden rammer stoffet, skal du hive dem igennem, så den ligger under stoffet og gemmer sig.
Hvis knuden er for stor, kan du ikke trække den igennem. Hvis knuden er for lille trækker du den hele vejen igennem og ud igen, så det er med at prøve sig frem.
Hvis du skal afslutte tråden midt på tæppet, gemmer du også knuden. Nu skal knuden bindes tæt på dine quiltesting, og nålen stikkes ned, hvor du vil lave den sidste syning og stikke nålen op igen et par cm fra. Træk knuden ned under stoffet.
Jeg har endnu ikke en film af, hvordan du gemmer enden af tråden i enden af syningen, men hvis du skal se en video, kan jeg anbefale at søge på "hide knot quiltning" eller lignende.
Hvordan syr du
Jeg synes, det er rarest at sy ind mod mig selv. Marker med kridt, falseben og markeringshjul, hvor din syning skal være.
Læg din venstre hånd (såfremt du er højrehåndet) under tæppet. Stik med nålen med højre hånd og din fingerbøls-finger lodret ned gennem alle tre lag. Hånden på undersiden kan mærke, når nålen kommer igennem. Så snart du kan mærke nålen, skubber du den ind mod dig selv og op gennem lagene igen - så lodret som muligt. Så snart nålen er et par millimeter på oversiden stikker du lodret ned igen (mod dig selv) og sådan fortsætter du, til du har 4-5-6 stikninger på nålen. Træk nålen hele vejen igennem (dette viser jeg i filmen linket til længere oppe).